En udfordrende og lærerig køretur ud over (scene)kanten

Det 1. Trainer Akademi

Inspirerende, udfordrende, udviklende, sjovt og lærerigt – superlativerne vil ingen ende tage, når jeg tænker tilbage på det 1. Trainer Akademi med et smil på læben. Fire dage med en perlerække af inspirerende og fantastiske JCI’ere og kompetente trænere.

Jeg havde én forventning – at jeg efter fire dage ville gå derfra med en fyldt værktøjskasse til at planlægge, afholde og evaluere workshops og kurser. Jeg fik så meget mere end det! Programmet var strikket hårdt sammen, ingen tid at spilde. Og alle kursisterne var oplagte og klar på læring.

Alle trænerne har inspireret mig med deres måde at undervise på og har givet mig værktøjer, som jeg tager med hjem. Jeg har lært noget af alle mine medkursister – hovedsageligt om mig selv. Og den positive feedback og konstruktive kritik, jeg fik undervejs, har jeg taget til mig og allerede efter fire dage brugt aktivt.

’Den store opgave’

Undervejs i det tætpakkede program fik vi stillet til opgave at planlægge en workshop (ud fra valgfrit emne), formulere struktur, øvelser, etc. og lave en video på 10 minutter. Evalueringen lørdag aften skræmte mig – men efter at have været ved at smide opgaven på gulvet flere gange, tog jeg kampen op og gik benhårdt efter at vinde! Og det betalte sig.

Udover den faglige og personlige læring tager jeg søndag eftermiddag hjem fra akademiet med stolthed over, at jeg på National Kongressen 2014 i Holbæk får fornøjelsen af at afholde en workshop. Jeg glæder mig – og jeg glæder mig til at se dig!

En stor tak

En stor og varm tak skal lyde til Christian Kjær, der virkelig har lagt sig i selen for at uddanne JCIs fremtidige trænere. På et niveau, som JCI Danmark kan være stolt af. Tak for de gode samtaler undervejs, for sparringen om at søge positiv energi – hvor den findes, og for ikke at give op, da jeg selv var ved det.

Tak til mine medkursister – I er en flok helt igennem fantasiske og ’fede’ mennesker! Og tak til Christian Kjærs to skønne hjælpere, og køkkenholdet for eminent forplejning.

Det har været en fantastisk køretur – tak til alle, der kørte med !

Carina Pedersen
JCI Sønderborg

Tags: , , , , ,

JCI Danmark

JCI Danmark